En BEV (Battery Electric Vehicle) der kan køre 300 km på en opladning er mere end rigeligt for langt de fleste i dag – alligevel var det hvad denne elbil kunne præstere for over 100 år siden. At de originale batterier har vist sig at kunne holde i 100 år, gør kun historien endnu mere fantastisk.
En sjov detalje er også, at grundlæggeren af Ford Motor Company Inc’s kone Clara Bryant Ford ikke ville køre i ægtemandens skrammelkasser – hun forlangte en Detroit Electric og fik det. En væsentlig årsag var, at datidens fossilbiler ikke havde nogen selvstarter, og damer ikke magtede det store håndsving der skulle til for at starte bilen.
Elbilerne havde et markant forspring i slutningen af 1800-tallet og op til 1912, hvor Cadillac opfinder selvstarteren og allerede ved starten af Første Verdenskrig et par år senere, var omtrent halvdelen af bilerne benzindrevne køretøjer.
Anderson Electric Car Company i Detroit, Michigan, byggede ca. 13.000 elbiler i perioden 1907-1939, hvoraf den mest kendte model nok er den som alle tiders bedst kendte Anders And-tegner Carl Barks valgte til Bedstemor And. Ja, den nydelige ældre dame kører 100% elektrisk.
Detroit Electric er udstyret med det nikkeljern batteri Thomas Edison opfandt i år 1900. Edison påstod allerede dengang, at hans batterier kunne holde i 100 år, hvilket blev bekræftet da batteriekspert Peter J. DeMar i 2011 fik fingre i en samling nikkeljern batterier fra Edisons gamle fabrik. Batterierne havde stået ubrugte i over 50 år, og var i særdeles dårlig forfatning, men ved at følge Edisons oprindelige vedligeholdelses anvisninger blev de atter gjort funktionsdygtige.
ElbilBy har et enestående eksemplar af Detroit Electric fra 1913 til rådighed. En bil der i 2009 er importeret fra USA og efterfølgende sat i stand.
Ifm. istandsættelsen har man valgt at installere mere moderne batteripakke, alt andet fremstår originalt.
Detroit Electric blev i starten af 1900-tallet brugt til bykørsen på New Yorks brostens belagte gader – og man behøver ikke nogen lang køretur i bilen for mentalt at skrue tiden 100 år tilbage.
Med et lille skudhul i det ene vindue, vidner dette eksemplar samtidig om en fortid, der også har budt på dramatik.
Bilen deltager gerne ved specielle lejligheder og arrangementer, men pga. bilens begrænsede tophastighed, så er den ikke egnet til længere ture. Kontakt ElbilBy for et tilbud.